Enhedslisten støtter de små selvstændige kvinder.

Enhedslisten kæmper traditionelt for ligeløn og social retfærdighed. Men hvad ikke så mange tænker over, kæmper vi også for de små selvstændige kvinder. Der findes en betegnelse for denne gruppe i vores samfund: Prekariatet. Måske bedre kendt som ”the Working Poor”. Ufrivilligt arbejdsløse, til tider højt uddannede, som for at holde sig oven vande, tager alt det løs-arbejde de kan få, for at holde jobcenteret fra døren.

Jeg kan blive så vred, når jeg hører politikere sige, at det skal kunne betale sig at arbejde. Igen tager man udgangspunkt i, at de arbejdsløse ikke gider at arbejde. Baggrunden for denne udtalelse bygger disse politikere på, at nogle sociale ydelser kun adskiller sig fra mindstelønnen med et par tusinde kr. De som er på sociale ydelser ved, at der stort set kun er tilstrækkeligt til overlevelse. Og når der tales om at finde løsninger på ”problemet”, så skal det ske via nedsættelse af skat på de laveste indkomster. Men arbejdsløse betaler jo også skat af deres dagpenge eller kontanthjælp, men det ved politikerne åbenbart slet ikke…. løsningen kommer derved også de arbejdsløse til gode, og så gør det jo ikke den store forskel.

Disse politikere aner heller ikke, hvilken kamp der har gået forud for overlevelse, og hvilken ydmygelse det er at stå med hatten i hånden og bede om kontanthjælp. Og at blive udsat for den ene trussel efter den anden på jobcenteret, idet systemets forvaltere skal piske arbejdsløse til at prøve at finde et arbejde, som ikke eksisterer.

Der skal tages hånd om alle de gode kræfter og initiativer, der både så gerne vil, men også kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet. Og det drejer sig i høj grad om kvinder, som er udenfor arbejdsmarkedet, og skal spejde langt efter arbejde. Som dels i frustration, dels i foretagsomhed går i gang med at starte egen virksomhed op. Men ofte må lukke igen efter kort tid, da det slet ikke er så nemt at tjene pengene selv. Og så skal der være nogle mere realistiske rådgivere og konsulenter i erhvervscenteret, da ”Løvens Hule” (eller Dragens Hule), ”Luksus-fælden” og andre populære TV-koncepter kun fører til ydmygelser som selvstændig og som samfundsborger. I stedet for at udstille folks dumhed eller naivitet, burde man hjælpe dem. Ingen har gavn af at være en fiasko.

Enhedslisten bakker ikke op om den måde, som Slagelse Erhvervscenter udvikler sig på p.t. Der skal helt andre boller på suppen, og de små selvstændige skal have reel hjælp til selvhjælp. Der kunne eksempelvis oprettes små offentlige stillinger til startvirksomheder, som derved kan holde skindet på næsen i opstartsfasen. Vi har rigtig mange dygtige kvindelige selvstændige her i Slagelse Kommune, og de har Enhedslistens støtte.

Helene Gerup, byrådskandidat for Enhedslisten Slagelse

Omø Havnevej 43

4245 Omø